Hjælp – jeg er lige blevet konstateret hiv-smittet!
Det første du skal vide er, at det i dag er muligt at behandle din hiv-infektion med medicin. Behandlingen kurerer ikke hiv, men er med til at holde dit immunsystem så stærkt, at du ikke bliver syg. Derfor skal du tage medicinen hver dag resten af livet.
Sådan ser behandlingsmuligheden pt. ud for dig og alle andre hiv-smittede. Hver dag forskes der i hele verden på hivområdet, og hvem ved – måske ser behandlingsmulighederne helt anderledes ud om et par år. Men med de muligheder der er i dag, har du god grund til at være optimistisk, og se frem til at leve et nogenlunde normalt og langt liv, som alle andre mennesker.
At blive konstateret hiv-smittet er en stor belastning både psykisk og fysisk. Livet og hverdagen bliver med et vendt op og ned. Fra det ene øjeblik til det andet, kan alt virke både uoverskueligt og uoverkommeligt.
Hiv er en sygdom, der rummer mange forskellige aspekter – og det er helt normalt at føle sådan.
Du skal vide, at du ikke er alene. I Danmark er der mange gode organisationer, som står parat til at støtte og hjælpe dig alt hvad de kan. Mange før dig, har været igennem denne nye fase i livet, som du netop befinder dig i. Derfor er der mange erfaringer du kan drage nytte af, og som kan være dig til hjælp.
Erfaringer viser, at det er alfa og omega, at tage aktivt del i sin situation, for dermed at kunne få et godt forhold til din situation, både psykisk og fysisk. Målet er, at det er DIG der ”styrer” sygdommen – og ikke sygdommen, der ”styrer” DIG:
Hivzonen´s lille selvhjælpsguide:
1.
Forstå din sygdom
Sæt dig ind i din sygdom. Forstå hvad hiv er, hvad hiv gør ved din krop, og ikke mindst, hvordan hiv kan behandles. Det at forstå sin sygdom, og vide hvad der kan gøres for dig – kan i sig selv være med til at afhjælpe mange bekymringer.
Læs ”Hvad er hiv” og ”Hvad er aids” under linket hiv/aids basic i menu oversigten.
2.
Psykisk
Det er forståeligt og normalt, at man som nysmittet kan føle at man befinder sig i et stort sort hul. Mange spørgsmål vil fare rundt i hovedet på dig. Spørgsmål om dig selv og dit liv, om familie, venner, kærlighed og arbejde. Det kan komme til at fylde meget og derfor er det vigtigt at du fra starten gør en indsats på det psykiske plan. Søg den hjælp der føles rigtig for dig, så du kan begynde at bearbejde de forskellige områder af din situation. Tillad ikke dig selv at forblive i et sort hul, vid at du har livet foran dig og dine muligheder er rigtig gode.
Det er vigtigt, at du søger professionel hjælp og rådgivning. Som nysmittet har du temmelig sikkert allerede kontakt til en rådgiver. Patientforening Hiv-Danmark for hiv-smittede og deres pårørende, har en meget professionel rådgivning på landsplan. Benyt dig af dette tilbud.
Læs under linket ”Hiv-test” og vælg rådgivning.
3.
Kontakt til ligesindet
Nogle nysmittede har brug for at tale med en anden hiv-smittet. Der findes adskillige selvhjælpsgrupper, med møder og arrangementer. Din rådgiver kan måske også arrangere et møde for dig.
Hivzonen har samlet en oversigt med links til andre organisationer på området og hvad de tilbyder..
Læs under ”Links” i menu oversigten.
4.
Medicinsk behandling
Læs først hvad den medicinske behandling består af, under linket ”Hiv-behandling” i menu oversigten.
Lige meget om du skal begynde medicinsk behandling som nysmittet eller senere i dit forløb, er det en helt ny fase i dit liv. Denne fase rummer næsten lige så mange aspekter, som det at være hiv-smittet. Derfor er det vigtigt, at du også søger hjælp og rådgivning på dette område.
Læs videre om selve hiv-medicinen under linket ”Medicinleksikon” i menu oversigten. Dernæst kan du have glæde af, at læse de fortællinger Hivzonen har fået fra hiv-smittede, som allerede er i medicinsk behandling. Læs under linket ”Beretninger” i menu oversigten.
Download og læs Hivzonen´s hæfte "Din Medicin" og "Forstå dine blodprøver" under linket "Hæfter" i menu oversigten.
Benyt dig også af Hivzonen´s tilbud om anonym kontakt til en hiv-smittet i medicinsk behandling. Læs under linket ”Hiv-service” i menu oversigten.
5.
Fysisk
Gør en indsat for at holde dig i god form. Jo bedre fysisk form du er i, jo bedre kan du også takle og modstå sygdom. Dyrk motion et par gange om ugen, og lev så sundt du kan.
Læs under linket ”Kost/livsstil” i menu oversigten.
Redaktionen
|