Læs om ”stenbukken” som var syg, men heldigvis fik livet igen.

Det var en mørk efterårsdag i 1999 at jeg fik beskeden! ”Du er desværre smittet med hiv”. Den dag brød hele min verden sammen og chokket var så stort at jeg besvimede. Jeg havde længe gået og skrantet og følte mig træt, utilpas og sløj. Når jeg kom hjem fra arbejde ved 16 tiden, kunne jeg gå direkte i seng og sove til næste morgen. Da jeg samtidig pludselig mærkede en knude under armen, gik det op for mig at noget var rivende galt. Derfor ringede jeg til min praktiserende læge og fik en tid med det samme.

Heldigvis har jeg en meget sød læge som jeg har kendt i mange år og hun prøvede at berolige mig. Lad os nu lige tage nogle blodprøver, og se hvad de siger før vi drager en konklusion, sagde hun i en medmenneskelig tone. Hun gav mig en seddel i hånden og jeg tog ind på en klinik i byen, hvor blodprøverne blev taget. Hun nævnte ikke noget om hiv og jeg turde ikke spørge. Det lå dog i baghovedet, men jeg gjorde hvad jeg kunne for at fortrænge det, så angst var jeg.

Nogle dage senere ringede min læge og fortalte at mine blodprøver så fine ud. Jeg havde en lidt lav blodprocent som kunne skyldes mange ting, men mine blodplader (dem som får blodet til at størkne) lå kritisk lavt, og det skulle undersøges meget hurtigt. Som jeg forstod det, skal blodpladerne ligge på et niveau mellem 150-300, men mine var helt nede på 45.

Uvidende som jeg var, blev jeg næsten glad. Blodplader og hiv har da ikke noget at gøre med hinanden tænkte jeg – så er jeg i hvert fald ikke smittet. Jeg tænkte slet ikke på om det kunne være kræft eller noget andet alvorligt, bare det at jeg i mit hoved kunne udelukke hiv gjorde mig mere rolig. Allerede få dage efter fik jeg brev fra hospitalet, at jeg skulle møde op akut. Der blev jeg rigtig bange, for når jeg blev indkaldt så hurtigt, så måtte der også være noget alvorligt i vejen med mig. På hospitalet blev jeg undersøgt, og fik taget nogle flere blodprøver som der kom svar på ret hurtigt kan jeg huske. Blodpladerne var faldet yderligere.

Det eneste jeg kan huske fra den dag er, at lægen siger: ”Vi må lave en rygmarvsundersøgelse på dig” og spurgte ”har du i øvrigt nogen sinde fået taget en hiv-test?“. Det måtte jeg jo sige nej til.

Jeg tror vi skal lave en hiv test før du får taget en rygmarvsprøve, sagde han. Jeg kunne stadig ikke tro at min blodplader havde noget med hiv at gøre, så jeg gik med til at få taget hiv testen. Lægen syntes dog at jeg for en sikkerheds skyld skulle ned og have foretaget rygmarvsundersøgelsen, så samme dag fik jeg både taget hiv testen og rygmarvsundersøgelsen.

Efter en uges pinefuld ventetid, tog jeg så ud på hospitalet for at få svar på prøverne – og det var så der at jeg fik svaret på at hiv-testen var positiv, og var grunden til at mine blodplader lå lavt. Herefter blev jeg henvist til ”hiv-specialisterne” på hospitalet, hvor jeg fik taget en masse kontrol-blodprøver. Det viste sig, at mit immunforsvar eller CD4 tal var nede på 283, og virus i blodet var meget højt. Vist nok omkring 150.000.

Jeg blev med det samme tilbudt medicinsk behandling, som jeg sagde ja tak til – selvom jeg ikke anede hvad det indebar. Jeg kan stadig huske en remse så lang af bivirkninger, da jeg forlod hospitalet med medicinen i hånden. Jeg kan ikke huske hvilken medicin jeg fik i sin tid. Jeg kan bare huske at der var retrovir blandt pillerne. Jeg valgte ikke at gå så meget op i medicinen, for det gjorde mig bare mere bange.

Det var hårdt at begynde på medicinen, og jeg følte mange gange at jeg skulle dø – for fuck (undskyld ordet) hvor fik jeg det dårligt. Jeg havde konstant kvalme, ondt i maven, diarre, tabte mig, var konstant træt og følte mig utilpas 24 timer i døgnet. Jeg måtte melde mig syg på jobbet et godt stykke tid, og få min søster til at hjælpe med mad og indkøb. Jeg blev også depressiv, og følte mig ked af det hele tiden.

Først efter flere måneder begyndte jeg at få det bedre. Kvalmen aftog, begyndte at få mere energi, men maven havde det stadigt dårligt. Jeg kunne godt gå på wc 5-8 gange om dagen. Psykisk havde jeg det stadig svært, og var meget ked af det. Selvom jeg havde det skidt, blev mine blodprøver på det første halve år meget bedre. Da mine toilet besøg blev ved, besluttede min læge at ændre i min behandling, og kort tid efter fik jeg det meget bedre. Pludselig kunne jeg begynde at arbejde på halv tid, og det føltes næsten som om jeg fik livet igen.

Der er sket meget siden jeg for 8 år siden begyndte at tage medicin. I dag får jeg Viramune, Ziagen og Epivir, og mit CD4 tal er stabilt mellem 500-700, og man kan ikke måle noget virus i blodet. Jeg vil da også lige nævne, at mine blodplader i dag er helt normale!

Men tro ikke at det er let at være i behandling. Det kræver disciplin at tage medicinen hver dag. Der er gode dage og der er dårlige dage. Dage hvor man flyver der ud af, og dage hvor det hele bare kan være lige meget. Dage hvor man ønsker at hiv ikke fandtes, og ønsket om bare en enkelt dag hvor man ikke skal tage medicinen. Dage hvor man er glad, og bare er lykkelig over at være i live. Så er der dage, hvor man tror de finder en kur mod hiv, og de dage hvor man er overbevist om at den aldrig kommer.

Men sådan er livet jo, det går op og ned – nøjagtig som hos alle andre ”normale” mennesker.

Kærlig hilsen

Stenbukken