Hivzonen opfordrer alle til at få taget en hiv-test. Det at få vished, kan fjerne mange forestillinger og spekulationer, man måtte have.
Tanken om at få taget en hiv-test kan i sig selv være skræmmende, og mange vælger at lade være, bliver ved med at udskyde det, og får først taget mod til sig mange år efter, at de måske har udsat sig selv for mulig smitterisiko.
Når Hivzonen er så stor fortaler for hiv-testen som vi er, er det fordi man i dag har gode behandlingsmuligheder, som der f.eks. ikke var i 80´erne og helt frem til midten af 90´erne. Når man i dag kender sin status, kan man gribe ind og gøre noget inden det går galt. Uden kendskab til sin status, kan man ikke gribe ind og gøre noget – og måske slet ikke i tide.
Selvom der i dag er gode behandlingsmuligheder, kræver det selvfølgelig en vis portion mentalt overskud, både at få taget testen, men også at forberede sig på svaret, hvad enten dette måtte være positivt eller negativt.
Sørg for så vidt muligt inden testen, at have dit bagland i orden. Når du efterfølgende får svar på testen (hvad enten den er positiv eller negativ), så har du nogen at tale med, både dag og nat.
Opdater din viden på Hivområdet, så du kender dine muligheder og ved hvad du har at forholde dig til. Sæt dig ind i, hvor du kan få hjælp og gode råd og hvilke behandlingsmuligheder der findes. Det er altid godt at vide, hvad der kan gøres, og det kan måske fjerne lidt at den tunge byrde, hvis svaret på testen er positiv.
Vi er alle forskellige, og vi reagerer alle forskelligt. En ting er dog sikkert, - hvis testen er positiv, begynder en ny fase i ens liv som man skal tage stilling og forholde sig til. Men fortvivl ikke – Danmark har et godt netværk af foreninger og organisationer, som står parat til at hjælpe dig på ALLE områder. Du har alle muligheder for, at komme godt og sikkert igennem det – men det kræver en indsats fra dig selv!