Min mand og jeg, skulle i oktober måned til møde på fertilitetsklinikken og tale om behandlingsmuligheder pga. barnløshed. Vi glædede os rigtigt meget, for selvom jeg har en søn fra et andet forhold, skulle dette være vores første fælles barn.

Vi fik at vide, at vi skulle gennemgå en reagensglasbehandling da kvaliteten af både æg og sæd var dårlig. Vi afleverede begge lidt blod og tog hjem. Knap 14 dage senere bliver vi ringet op, at vi skal skynde os derud.

Yes, tænkte jeg - jeg er nok gravid alligevel på gammeldags manér. Men da vi kom derud fik jeg en spand iskoldt vand i hovedet. Jeg var blevet konstateret HIV positiv.

Det kan bare ikke passe! Får en tid hos lægen, som fortæller at svaret ikke er en fejl. Jeg har heldigvis ikke smittet min mand (gudskelov), selv om vi har været sammen i 6 år og aldrig har benyttet kondom.

Jeg har været igennem samtlige reaktioner, tror jeg. Vrede, frustrationer, angst, opgivenhed, for så til sidst at lande på stædighed. Der er gudskelov stadig mulighed for børn. Er derfor startet behandling, til trods for at mit CD4 tal kun var nede på 450. Virusmængden var på 27000, så skulle ikke være startet endnu, men har valgt det for at få et barn. Er startet op med Kivexa og Kaletra, og har ikke oplevet de store bivirkninger. Kvalme, og hovedpine er dog dagligt indtil nu. Men har kun taget dem i en uge pt.

Det månedlige er også meget kraftigere, men det er vidst ikke en almindelig bivirkning.

Har fundet ud af, at jeg er smittet af min eks. Vi var i et fast forhold, og hvor han har fået det fra må guderne vide, for han ved det ikke, siger han. Det bedste af det hele er, at min søn er blevet testet, og han er også negativ.

Jeg har valgt at være meget åben omkring det at være smittet. Min familie og venner ved det, og jeg har fortalt det på min arbejdsplads. Det har i hvert fald hjulpet mig til at acceptere det og komme godt i gang med resten af mit liv. Man bliver jo ikke yngre. :-)