Jeg er en pige på 22 år. Jeg blev smittet i 2005 som 19-årig, og fandt ud af det ca. et halvt år efter i 2006. Jeg har været i medicinsk behandling i ca. tre måneder.

Jeg glemmer aldrig den dag jeg fik at vide at jeg havde hiv. Jeg havde fået en ny kæreste og var efter noget tid begyndt på p-piller. Vi blev dog enige om at lade os teste for diverse kønssygdomme for en sikkerheds skyld. Jeg var overbevist om at jeg intet fejlede, men det gjorde jeg.

Dagen efter min læge havde ringet og fortalt mig, at det ”så ud til at jeg havde hiv”, mødte jeg op på Hvidovre Hospital, hvor jeg fik det endelige svar: at jeg var hiv-positiv. Tiden efter var forfærdelig, men heldigvis havde jeg en fantastisk læge, gode veninder samt en dygtig hiv-rådgiver, og efter noget tid begyndte jeg at få en normal tilværelse igen.

Mit cd4 tal har svinget meget. Men det sidste års tid lå det på grænsen (det har svinget ml. 295-400). I starten var jeg meget bange for at skulle på medicin. Jeg håbede virkelig at der ville gå lang tid.

Tanken om at skulle tage medicin hver dag på et bestemt tidspunkt resten af mit liv, risikere at få ubehagelige bivirkninger samt konstant at blive mindet om det man helst ville glemme, gjorde mig bange. Derudover frygtede jeg meget, at jeg ville glemme at tage medicinen og dermed udvikle resistens.

Efter jeg en hel del gange havde fået at vide at tiden nok snart var inde, hvorefter mit cd4 tal så igen steg kraftigt, vænnede jeg mig efterhånden til tanken om at jeg nok snart skulle på medicin. Denne ”forberedelsesfase” har været meget vigtig for mig, og jeg besluttede faktisk selv at få en ekstra konsultation på sygehuset hvor vi kunne diskutere de nyeste resultater.

Min læge og jeg besluttede under denne konsultation at jeg skulle påbegynde behandling eftersom mit cd4 tal igen lå på 350 (de nyeste tal viser at det er bedst at starte når man ligger på ca. 350). Jeg ønskede faktisk på sin vis at begynde på medicin. Jeg var træt af at ”vente” på det uundgåelige og ville gerne have det overstået. Samtidig har risikoen for at smitte en partner altid været en stor frygt mig (og det har til tider været ødelæggende for mit sexliv), selvom risikoen jo er lille når man bruger kondom, og det at medicinen får virusmængden og dermed smitterisikoen til at falde havde for mig også meget at sige.

Jeg begyndte på norvir, reyataz og truvada. I starten havde jeg svær kvalme og lå i sengen det meste af tiden. Jeg oplevede til tider også svimmelhed. Men allerede efter to uger var kvalmen væk. Jeg bliver dog nødt til at spise regelmæssigt, ellers kommer kvalmen tilbage. Men så længe jeg gør det, oplever jeg ingen bivirkninger overhovedet. Medicinen blev overraskende hurtigt en naturlig del af hverdagen for mig, og der er ingen problemer længere. Jeg tror årsagen til dette er min lange ”forberedelsesfase”.

Til tider kan det dog være problematisk at komme til at tage medicinen, f.eks. hvis jeg er sammen med venner der ikke kender til min status. Jeg må altid tænke over at have medicin samt en vandflaske med i tasken når jeg er ude, så jeg ubemærket kan smutte på wc og tage medicinen.

Jeg kender endnu ikke til mine nyeste svar på blodprøverne. Jeg kan heller ikke fortælle det præcise virustal jeg havde inden jeg begyndte på medicin, idet jeg mest har koncentreret mig om cd4 tallet.

Psykisk har det haft stor betydning for mig at begynde på medicin. Jeg havde en ubehagelig følelse af at virussen var ved at æde mig op indefra. Men velvidende at jeg nu ”bekæmper” den med medicin er den følelse helt væk. Samtidig føler jeg mig meget mere frisk end hidtil, men om det skyldes medicinen eller at jeg har haft en mild grad af vinterdepression ved jeg ikke.

Nogle dage synes jeg dog de tre store piller er utrolig klamme at skulle sluge, men for det meste er der ingen problemer. Om jeg på et tidspunkt får nok af medicinen og bare ville ønske at kunne undvære den, ved jeg ikke. Men på nuværende tidspunkt går alt fint, og det var faktisk slet ikke så slemt som jeg gik og frygtede.

Venlig hilsen

Pigen