Anne Marie Helger gav anledning til, at Hivzonen´s medstifter kom i skrivehumør.

Da Anne Marie Helger sagde ja til at bakke op om Hivzonen, og sendte os teksten der indeholder omkvædet fra hendes sang ”Rygter og Tabu” - som du både kan læse og lytte til her på Hivzonen - kom jeg til at tænke på en episode, jeg havde sammen med nogle af mine venner, for et stykke tid siden.

En episode, som for første gang i de 15 år jeg har været hiv-smittet, gav mig en tro og et håb på, at det er muligt at vende de rygter og tabuer der følger med sygdommen.

Derfor vil jeg gerne dele denne episode med dig!

Det har egentlig aldrig været nødvendigt for mig, at fortælle andre at jeg er hiv-smittet – det har de selv så flot klaret for mig.

Da jeg blev hiv-smittet for 15 år siden, fortalte jeg det til en ven og en i familien, og pludselig vidste alle det. Det gik som en steppebrand. Og sådan har det været i alle disse år.

Det betyder også, at i 99 % af tilfældene, har andre ikke hørt det fra min egen mund – og på den måde er ”Rygter og Tabu”, med til at opstå.

Det er blevet en selvfølge for mig, at folk ved det – så derfor siger jeg det aldrig selv, med mindre jeg bliver spurgt direkte.

For 5 år siden fik jeg en meget speciel veninde, som hedder Anne Grete. En fantastisk pige, med et hjerte af guld. Hende fortalte jeg selvfølgelig, at jeg er hiv-smittet. Florian, en af mine bedste venner, som jeg har kendt før jeg blev smittet, præsenterede jeg for Anne Grete.

Vi mødes ofte alle tre, og har det bare så godt sammen. Vi spiser, hygger, taler, griner og græder sammen, til den store guldmedalje. Det er altid en fornøjelse at være sammen med dem, for her føler jeg virkelig, at jeg kan være mig selv, – med den sygdom jeg har, uden at skulle føle mig anderledes eller interessant. Det er så dejligt, for jeg føler mig virkelig elsket.

For omkring halvandet år siden, mødte Florian så en person som hedder Henrik. Han blev præsenteret for både Anne Grete og jeg, og han blev med det samme en af vores fælles venner.

Så i de sidste halvandet år, har Henrik været med, når Anne Grete, Florian og jeg har mødtes. Vi har endda været ude at rejse sammen i år.

I den tid Henrik har været en del af vores fælles venskab, har vi ofte berørt emnet hiv – men jeg har ikke fortalt, at jeg selv er hiv-smittet. Han har heller aldrig spurgt, hvorfor jeg går så meget op i sygdommen, som jeg gør. Når han ikke spurgte, tog jeg det som en selvfølge, at han vidste jeg var smittet – fordi han havde fået det af vide, andre steder fra.

Men så skete der noget, sidste gang vi var sammen.

Det var kort før Hivzonen skulle lanceres 1. november 2008. Der sad vi alle samlet rundt om computeren, hvor jeg ville vise dem prototypen af Hivzonen, så de kunne se, hvordan resultatet var blevet.

De var meget begejstrede.

Pludselig spørger Henrik, ”Hvorfor lige hiv? Hvad er din relation til det?”

Jeg kunne godt mærke, at både Anne Grete og Florian blev stille, rettede deres øjne mod mig, og afventede et svar.

Det er fordi jeg selv er hiv-smittet, og har været det i 15 år, svarede jeg prompte.

Okay, det viste jeg ikke, men så kan jeg bedre få det til at hænge sammen – svarede han.

Så talte vi lidt om det, og så faldt snakken tilbage på noget andet – helt naturligt, som intet var hændt.

Jeg kunne dog ikke få episoden ud af hovedet, og sad og tænkte på det, mens vi begyndte at tale om noget andet. Her sad jeg, omgivet af tro venner, som ikke havde fundet det interessant på noget tidspunkt, at fortælle Henrik om min situation. For første gang i 15 år, fik jeg en følelse af, hvad det vil sige at være ”normal”. Den følelse har ikke eksisteret i min krop i alle disse år.

Se, det er ægte kærlighed og respekt for mig, og derfor jeg elsker dem. Tak kære venner, fordi i viste mig dette – i er simpelthen uerstattelige.

Denne episode har givet mig en tro på, at det er MULIGT at vende de rygter og tabuer som følger med hiv, hvis vi alle finder en kærlighed i os selv og til vores medmennesker.

Det vil vi gerne gøre en stor indsats for at belyse, med vores arbejde i Hivzonen.

Tak fordi du lyttede.

Kærlig hilsen

Michael

Hivzonen