På forsikringsområdet gælder der en række specielle forhold for hiv-smittede. De vigtigste beskrives her. Som hiv-smittet kan du tegne ulykkesforsikring hos de fleste forsikringsselskaber, men ingen af selskaberne yder dækning ved dødsfald.
Hvis du som hiv-smittet tegner en livs- eller ulykkesforsikring, skal du oplyse, at du er hiv-smittet. Hvis du derimod har tegnet livsforsikring, før du blev konstateret hiv-smittet, er du dækket af forsikringens ydelser fuldstændig som før testen. I den situation har du ikke pligt til efterfølgende at oplyse til forsikringsselskabet, at du er hiv-smittet.
Hidtil har ingen af selskaberne ønsket at yde dækning ved dødsfald, hvis forsikringen er tegnet efter tidspunktet for den positive test. De samme retningslinjer gælder for optagelse i flere pensionsselskaber.
Området er under forandring. Forsikringsoplysningen kan svare på generelle spørgsmål, og det er en god idé at tale med dit forsikringsselskab, hvis du har konkrete spørgsmål til din police.
Sygeforsikringen "danmark", som er et privat forsikringsselskab, optager som udgangspunkt kun nye medlemmer, som er raske. Man kan dog ansøge om optagelse i en særlig gruppe "S", hvis man lider af en kronisk sygdom. Herefter foretager "danmark" en konkret vurdering af ansøgerens forhold. Hvis du er medlem af "danmark", før man bliver konstateret hiv-smittet, er du dækket på lige fod med andre forsikrede.
Rejseforsikring
Der er nogle lande, som hiv-smittede ikke kan rejse frit ind i. Det er derfor klogt at kontakte ambassaden, før du rejser, hvis du ikke er sikker på reglerne. Hvis du ikke kan lide at kontakte ambassaden kan du kontakte AIDS-Linien/sikkersex.info, som kan hjælpe dig med oplysningerne. (Se under vores danske links)
Du er som hiv-smittet dækket af Den Offentlige Rejsesygesikring (det gule kort) ved rejser i Europa. Denne forsikring dækker udgifter, hvis du bliver syg eller kommer til skade, og udgifter til en ekstraordinær hjemtransport. Du skal være opmærksom på, at du skal tegne en supplerende rejseforsikring i tre tilfælde. Det er, hvis du har fået stillet aids-diagnosen, hvis du har været syg eller indlagt på hospitalet på grund af hiv de sidste to måneder før afrejsen, eller hvis din behandling er blevet ændret de sidste to måneder før afrejsen.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
|