Hiv-kvantitering er en prøve, der måler hvor meget hiv-virus du har i blodet.
Mængden af virus i blodet har indflydelse på dit immunsystem. Forskningsresultater viser, at jo mere virus der er i blodet, jo mere belastet bliver immunsystemet, som tiden går.
Testen bruges til at følge, hvor meget virusmængden dit blod stiger, og kan sammen med resultatet af CD4 cellerne (se afsnittet om CD4 cellerne i menuen), give lægen en indikation om, hvornår det er hensigtsmæssigt for dig, at påbegynde medicinsk behandling.
Når du er i medicinsk behandling, bruges prøven også til at se, om behandlingen har den ønskede effekt på dig. Målet med den medicinske behandling er, at sænke virusmængden i dit blod til under måleligt niveau og holde den der. Hvis medicinen ikke sænker din virusmængde i blodet tilstrækkeligt, vil testen kunne påvise dette, og dermed give din læge mulighed for at ændre din behandling i tide.
Prøven bruges også til at overvåge, om din hiv-medicin holder op med at virke. At sænke virusmængden til under måleligt niveau betyder, at der er så lidt virus i blodet, at det ikke længere kan måles. Dette betyder ikke, at hiv-virus er væk eller sygdommen kureret. Der kan fortsat være aktivt virus i eksempelvis lymfeknuder og andre af kroppens organer, og stoppes den medicinske behandling, vil virusmængden igen stige.
|